• OMX Copenhagen 20 CAP 1.113,89 0,49%
  • OMX Helsinki 25 3.927,47 -0,09%
  • OMX Stockholm 30 Index 1.618,19 0,07%
  • OSEBX Benchmark Index 695,85 -0,38%
  • OMX Nordic 40 1.581,35 0,30%

Indeks by 

Indeks Dag I år
DAX 30 12.456,89 -0,08% +8,50%
CAC 40 5.279,33 +0,03% +8,58%
NASDAQ 100 4.804,00 Lukket +3,92%
OMX Stockholm 30 Index 1.618,19 +0,07% +6,66%
OMX Copenhagen 20 CAP 1.113,89 +0,49% +9,24%
OMX Helsinki 25 3.927,47 -0,09% +6,72%
OSEBX Benchmark Index 695,85 -0,38% +1,75%

Realtid +15 min.

Valuta

Indeks Dag I år
EUR/DKK 7,43915 -0,02% +0,005
SEK/DKK 0,77785 +0,19% +0,001
NOK/DKK 0,79725 +0,28% -0,028
USD/DKK 6,82974 +0,43% -0,219
GBP/DKK 8,75520 +0,33% +0,063
CHF/DKK 6,86265 +0,16% -0,068
JPY/DKK 0,06138 +0,13% +0,001
STANFORD UNIVERSITY. Formue 22,2 Mia. USD. Afkast 2014/2015, 7,0%. Foto/iStock.

Amerikanske universiteter er BIG INVESTMENT

Af Jørgen Munksgaard Rasmussen
Publiceret

De førende universiteter i USA uddanner ikke blot fremtidens topledere og eliteforskere, men fungerer også som investeringsselskaber med enorme milliardformuer under forvaltning.

Artikel fra magasinet Investorview, nummer 4/2015.


Amerikanske eliteuniversiteter som Harvard, Yale og Stanford er kendt verden over for at levere en lind strøm af kandidater til de globale investeringsbanker, advokatfirmaer og konsulenthuse og samtidig forsyne forskerverdenen med kandidater til et bredt spænd af Nobelpriser.

Uden for den finansielle verden er universiteterne dog mindre kendt for deres rolle som investeringsselskaber med kæmpe formuer under forvaltning. Samlet set råder de amerikanske universiteter og colleger over mere end 500 milliarder dollar i form af kontanter og andre aktiver ophobet i universiteternes pengetanke – de såkaldte
endowments funds. Harvard er det suverænt rigeste universitet med en formue på 37,5 milliarder dollar, og på andenpladsen følger Yale med en formue på 25,6 milliarder dollar.

Men Yale lægger sig i spidsen, når man ser på forvaltningen af de mange milliarder. Yale-fonden har de seneste 20 år, fra 1995 til 2015, leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 13,7 pct., mens Harvard-fonden har givet et årligt afkast på 11,8 pct. I samme periode er amerikanske aktier steget med 9,0 pct. årligt. Både Yale og Harvard har dermed klart overgået aktiemarkedet med deres investeringsstrategier.
 
 Får donationer for milliarder
Universiteternes pengetanke er i vid udstrækning baseret på donationer fra fonde og enkeltpersoner, for eksempel tidligere studerende, der senere i livet har fået succes og tjent mange penge. Alene i 2014 modtog Harvard 1,16 milliarder dollar i donationer, og det er mere end noget andet universitet i USA. Tidligere i år modtog Harvard tilmed den største enkeltstående donation nogensinde fra John Paulson, der driver hedgefonden Paulson & Co. John Paulson er selv uddannet fra Harvard og donerede 400 millioner dollar.

De løbende afkast fra pengetankene på de amerikanske universiteter er med til at finansiere den løbende drift. Selv om det med nordiske øjne er ekstremt dyrt at uddanne sig på de amerikanske eliteuniversiteter, dækker studieafgiften fra de studerende blot en mindre del af de samlede driftsomkostninger, og det er derfor ikke usædvanligt, at universiteterne hvert år trækker 4-5 pct. af kapitalen i deres pengetanke ud til driften.

Vil universiteterne undgå at tære på formuen, skal de altså opnå et årligt afkast, der er højere end den andel af formuen, de trækker ud, og dertil skal lægges yderligere et par procent, hvis de også skal bevare værdien af formuen efter inflation. Det kan groft sagt betegnes som minimumskravet til de porteføljeforvaltere, der investerer universiteternes pengetanke. Porteføljeforvalterne skal billedligt talt bage kagen, samtidig med at universiteterne spiser af den.
 
Det begyndte tilbage i 1985
Men hvordan er det så, at universiteter som Harvard og Yale har opnået deres høje afkast? En central del af den historie tager sin begyndelse tilbage i 1985, da David F. Swensen bliver ansat som ansvarlig for investering af Yales formue – et job, han
stadig bestrider den dag i dag. David F. Swensen har selv en ph.d. i økonomi fra Yale, og efter en kortere, men succesfuld karriere på Wall Street returnerer han til sit gamle universitet i New Haven på den amerikanske østkyst og bliver ny Chief Investment Officer.

Ind ad døren træder en yngre mand med en dristig vision om at bryde med årtiers praksis for, hvordan universiteter og andre store institutioner investerer deres penge. David F. Swensen ser alternative investeringer som fremtiden i stedet for traditionelle amerikanske aktier og obligationer, og han påbegynder en langsom men omfattende transformation af Yales pengetank – den såkaldte The Yale Endowment. De rå porteføljedata fortæller historien om, hvad der siden er sket:
 
• I 1988, tre år efter David F. Swensen tiltræder, har The Yale Endowment stadig næsten 75 pct. af formuen placeret i amerikanske aktier, obligationer og kontanter.
 
• For 2015-2016 er målet blot at have 12,5 pct. placeret i amerikanske aktier, obligationer og kontanter. Her vil de største beholdninger i stedet være 30 pct. Placeret i private equity, der er forskellige former for investering i unoterede aktier, samt 21,5 pct. placeret i hedgefonde, som stræber efter at opnå et positivt afkast, uanset om aktie- og obligationskurserne stiger eller falder. Derefter kommer udenlandske aktier, ejendomme og råstoffer.
 
Jagter merafkast fra alternativer
Den nye investeringsstrategi har siden fået navnet Yale-modellen – også kendt som Endowment-modellen. Her bliver formuen investeret i fem-seks forskellige aktivklasser for at opnå en stor spredning af risikoen, og der navigeres i vid udstrækning uden om obligationer, der er forbundet med lave afkast. Til gengæld vægter alternativer investeringer altså tungt, da de ifølge David F. Swensen giver mulighed for et merafkast for den aktive porteføljeforvalter, der forstår at håndplukke de bedste investeringer. Eller som The Yale Endowment formulerer det i deres årsrapport for 2014:

“Alternative aktiver har i selve deres natur en tendens til at være mindre effektivt prissat end traditionelle, omsættelige værdipapirer, og det giver mulighed for at udnytte denne ineffektivitet via aktiv forvaltning.”

David F. Swensen kan selv se tilbage på en utrolig rejse, der har løftet ham op blandt de mest anerkendte og indflydelsesrige institutionelle investorer i verden og i en periode har kastet et bijob som økonomisk rådgiver for præsident Barack Obama af sig. Da han tiltrådte i 1985, havde The Yale Endowment 1,3 milliarder dollar under forvaltning. Ved udgangen af juni i år lød tallet på 25,6 milliarder dollar. Og de høje afkast op gennem slutningen af 1980’erne og 1990’erne fik Yale-modellen til at sprede sig som en steppebrand blandt hundredvis af amerikanske universiteter, herunder også Harvard.

En opgørelse blandt 832 amerikanske universiteter og colleger viser, at de i 2014 havde placeret 51 pct. af deres samlede formue på 516 milliarder dollar i alternative investeringer – stadig med Yale som en frontløber med hele 76,2 pct. af formuen i alternativer. For Harvard udgjorde tallet 56 pct.
 
Svært at kopiere for private investorer
Yale-modellen er dog ikke for alle og enhver og er ikke så ligetil at kopiere for private investorer, fortæller Søren Heilbo, der er investeringsspecialist i Danske Invest.

“Alternative investeringer er ofte kendetegnet ved en meget lavere likviditet end
traditionelle børsnoterede aktier og obligationer. Det kan tage længere tid at købe og sælge alternative aktiver, men for universiteterne har det mindre betydning. De har en meget lang tidshorisont og kan derfor tillade sig at binde en del af kapitalen i længere perioder,” forklarer han.

Velpolstrede universiteter kan yderligere drage fordel af økonomiske skalafordele, da nogle typer alternativer kræver store beløb – for eksempel direkte investeringer i unoterede selskaber og ejendomme. Derfor ser man også, at andelen af alternative investeringer er markant størst blandt universiteterne med de største pengetanke.

“Samtidig har universiteter som Yale og Harvard sociale netværk og forbindelser, der kan give adgang til investeringsmuligheder, som almindelige private investorer aldrig kommer i nærheden af, for eksempel ved investering i private equity,” siger Søren Heilbo.

Private equity dækker blandt andet over kapitalindskud i unoterede virksomheder og lånefinansierede overtagelser af virksomheder, og fælles for den type investeringer er, at man som investor kommer ind i virksomhedens værdiskabelse på et tidligt tidspunkt, hvilket øger det potentielle afkast – men naturligvis også risikoen.
 
Modellen har sine kritikere
Den store risikospredning i Yale-modellen forhindrede ikke Yale, Harvard og andre universiteter i at indkassere store tab under finanskrisen, hvor de fleste aktivklasser faldt i værdi. Her havde de tro følgere af Yale-modellen blot få amerikanske statsobligationer i deres porteføljer til at afbøde faldet. Amerikanske statsobligationer havde ellers en fantastisk periode under finanskrisen 2007-2009, da nervøse investorer søgte mod sikker havn og sendte kurserne på disse obligationer voldsomt i vejret.

Samtidig mener nogle kritikere i dag, at Yale-modellen har de bedste årtier bag sig og ikke vil kunne levere de samme imponerende afkast til de amerikanske universiteter i de kommende årtier – i hvert fald ikke over en bred kam. Et udbredt argument er, at der i dag er mange flere investorer om buddet, når det gælder alternative investeringer, og at det derfor fremover blivere sværere at hente et merafkast, da prisfastsættelsen bliver mere effektiv.

Yderligere er der blevet hårdere konkurrence om de bedste hjerner inden for alternative investeringer. Universiteterne har investeringskomitéer, der fastlægger de
overordnede rammer for investeringerne, ikke mindst fordelingen på aktivklasser, og derefter er det udvalgte porteføljeforvaltere, der varetager de konkrete investeringer. Det kan både være egne folk eller forvaltere ude i byen som fx hedgefonde og venture capital-firmaer. Men det siger sig selv, at nogle universiteter må tage til takke med de næstbedste forvaltere – eller dem endnu længere nede på listen. Det siger også sig selv, at et velbeslået og prestigefyldt eliteuniversitet på østkysten alt andet lige har bedre adgang til de dygtigste i branchen end et relativt ukendt universitet i midtvesten med en mere beskeden pengetank.
 
De rige bliver rigere
Matthæus-effekten, hvor rigdom, talent og klogskab avler mere af samme slags, fungerer dermed i sidste ende også uforligneligt inden for den amerikanske universitetsverden. De mest kendte universiteter modtager de største donationer og bliver dermed i stand til at investere flere penge i dyre forskningsfaciliteter, der kan tiltrække de bedst kvalificerede forskere, som igen tiltrækker de bedste studerende, som på sigt giver adgang til de største donationer – og så er der endnu flere penge at forvalte for de kendte universiteters pengetanke.

Eller som analytikeren Pranav Sharma fra ratingbureaet Moody’s tidligere i år konstaterede i en analyse af velstanden blandt de amerikanske universiteter:

“Gruppen af økonomisk førende universiteter adskiller sig fra resten af sektoren ved langsigtede og stærkt diversificerede investeringsstrategier, usædvanlig stærk filantropisk støtte og sunde pengestrømme. Alt i alt vil det bidrage til en fortsat koncentration af kapital.”

Kommentarer