• OMX Copenhagen 20 CAP 1.168,23 Lukket
  • OMX Helsinki 25 4.060,80 Lukket
  • OMX Stockholm 30 Index 1.645,36 Lukket
  • OSEBX Benchmark Index 693,32 Lukket
  • OMX Nordic 40 1.630,74 Lukket

Indeks by 

Indeks Dag I år
DAX 30 12.733,41 Lukket +10,91%
CAC 40 5.266,12 Lukket +8,30%
NASDAQ 100 4.804,00 Lukket +3,92%
OMX Stockholm 30 Index 1.645,36 Lukket +8,45%
OMX Copenhagen 20 CAP 1.168,23 Lukket +14,57%
OMX Helsinki 25 4.060,80 Lukket +10,35%
OSEBX Benchmark Index 693,32 Lukket +1,38%

Realtid +15 min.

Valuta

- - - - - - -
Indeks Dag I år
EUR/DKK 7,43705+0,003
SEK/DKK 0,76205-0,015
NOK/DKK 0,78590-0,039
USD/DKK 6,64206-0,406
GBP/DKK 8,45505-0,237
CHF/DKK 6,85375-0,077
JPY/DKK 0,05969-0,001
Blogs > Tine Choi

Det tegner godt for den amerikanske regnskabssæson

Publiceret
Opinion Author

Tine Choi

Chefstrateg i Danske Bank med hovedansvar for at fastsætte og formidle Danske Banks syn på de finansielle markeder.

Danske Bank

Den amerikanske regnskabssæson kører på højtryk, og meget tyder på, at den kan blive den bedste i flere år.

Over halvdelen af de amerikanske selskaber i det toneangivende S&P 500-indeks har aflagt regnskab, og de regnskaber vi har set indtil nu bekræfter vores overvægt i aktier.
 
I alt har 58 pct. af selskaberne i indekset aflagt regnskab, og de amerikanske selskaber slår generelt forventningerne, som før sæsonen startede lå på 9 pct. EPS-vækst (væksten i indtjening per aktie).
 
Faktisk har hele 77 pct. af selskaberne indtil nu slået analytikernes forventninger. Det er højere end gennemsnittet på 68 pct. for de seneste fem år. EPS-væksten ligger på 12,5 pct., og ender vi her, når regnskabssæsonen afsluttes, vil det være den højeste EPS-vækst siden 3. kvartal 2011. Dengang endte den på 16,7 pct. Det vil også være første gang siden 4. kvartal 2011, at vi har en tocifret EPS-vækstrate.
 
Nu vokser toplinjen
En anden rigtig positiv observation i regnskabssæsonen indtil nu, er, at selskaberne også overrasker positivt på omsætningen. Her har 68 pct. af selskaberne leveret over forventningerne, og omsætningsvæksten er med sine 7,5 pct. på det højeste niveau siden 4. kvartal 2011. Achilleshælen har i flere år været, at indtjeningen var drevet af besparelser og effektiviseringer, men nu ser vi altså også vækst i toplinjen, og det er rigtig positivt.
 
Dykker man ned i de enkelte sektorer, så overrasker energi og cyklisk forbrug mest, mens telekom og stabilt forbrug er de to sektorer, der afviger mest i negativ retning, når det gælder forventningerne. Faktisk er telekom den eneste sektor med faldende EPS-vækst i forhold til 1. kvartal sidste år. Trækker vi energisektoren ud af tallene, falder EPS-væksten til 8,3 pct. fra 12,5 pct. mens omsætningen falder til 5,6 pct. fra 7,5 pct.
 
Regnskaberne bekræfter vores overvægt i aktier
Alt i alt ser vi en meget stærk regnskabssæson, hvor de sektorer der nyder godt af det globale opsving samt stabiliseringen i energi- og råvarepriserne, også er dem, der klarer sig bedst. Energi og råvarer er ikke overraskende kommet godt igen efter en årrække med store fald i indtjeningen. Forbedringen skal dog ses i af, at det sker fra et lavt udgangspunkt. Derudover er det finans-, råvarer- og teknologisektoren, som bidrager mest positivt.
 
Vi fastholder vores overvægt af aktier indenfor finans-, energi- samt teknologi- og telecom-sektoren. Sidstnævnte forventer vi vil klare sig godt, jo længere frem vi kommer i konjunkturforløbet, og derfor ser vi her et attraktivt afkast-risiko forhold på nuværende tidspunkt. Regnskaberne bekræfter os desuden i det rigtige ved at have overvægt i aktier, da det er her man får den mest direkte eksponering til det globale opsving.
 
Hold øje med fredagens jobrapport
Der venter os igen en regnskabstung uge, men samtidig er der en række større begivenheder, som vil tiltrække sig investorernes opmærksomhed. Dels holder den amerikanske centralbank (Fed) møde på onsdag, og dels får vi arbejdsmarkedsrapport på fredag.

Fed-mødet er et lille et af slagsen - der er ingen opdatering af prognoser eller efterfølgende pressekonference - og vi forventer hverken pengepolitiske ændringer eller nogen større ændringer i budskabet. Får vi ret, bør der ikke være nogen større påvirkning på finansmarkederne efterfølgende, men er Fed mere hård i tonen, så vil det sende renterne op og styrke den amerikanske dollar.
 
Fredagens jobrapport ventes med spænding, eftersom vi i sidste måned fik en svag en af slagsen. Vi forventer i lyset heraf en korrektion, og vi forventer, at jobskabelsen lander på 170k. Det vigtige er dog, at vi ikke får endnu en svag rapport. Gør vi det, vil det for alvor få investorerne til at sætte spørgsmålstegn ved styrken af opsvinget, og aktierne vil komme under pres.

Kommentarer