• OMX Copenhagen 20 CAP 1.147,72 Lukket
  • OMX Helsinki 25 4.037,78 Lukket
  • OMX Stockholm 30 Index 1.635,77 Lukket
  • OSEBX Benchmark Index 718,74 Lukket
  • OMX Nordic 40 1.608,54 Lukket

Indeks by 

Indeks Dag I år
DAX 30 12.602,18 Lukket +9,76%
CAC 40 5.336,64 Lukket +9,76%
NASDAQ 100 4.804,00 Lukket +3,92%
OMX Stockholm 30 Index 1.635,77 Lukket +7,82%
OMX Copenhagen 20 CAP 1.147,72 Lukket +12,56%
OMX Helsinki 25 4.037,78 Lukket +9,72%
OSEBX Benchmark Index 718,74 Lukket +5,10%

Realtid +15 min.

Valuta

- - - - - - -
Indeks Dag I år
EUR/DKK 7,44205+0,008
SEK/DKK 0,76630-0,010
NOK/DKK 0,79345-0,032
USD/DKK 6,66164-0,387
GBP/DKK 8,52385-0,168
CHF/DKK 6,83385-0,097
JPY/DKK 0,05981-0,001
Blogs > Claus Henrik Johansen
Claus Henrik Johansen, seniorporteføljerådgiver for Danske Invest. Foto: Dennis Rosenkilde Beck

Hvad forsvinder med ObamaCare?

Publiceret
Opinion Author

Claus Henrik Johansen

Seniorporteføljeforvalter Claus Henrik Johansen har de seneste 11 år været sektorspecialist inden for medicinalindustrien og rådgivet om udvælgelsen af medicinalaktier i Danske Invests porteføljer.

Danske Invest

Hvilke konsekvenser kan afskaffelsen af Obamas sundhedsreform få for medicinal- og biotekaktier?

Aktiemarkedet indregner generelt, at Trumps proklamerede afskaffelse af sundhedsreformen fra 2010 – også kendt som ObamaCare - kan få en markant effekt på medicinal- og bioteksektoren, men det er min forventning, at det kun vil få en begrænset effekt. Forklaring følger, men først noget baggrund:

I hele uge 2 deltog jeg i den største, årlige konference med virksomheder fra medicinal- og bioteksektoren, J.P. Morgan Healthcare Conference. Selvom konferencens hovedfokus var på forskning og innovation, virksomhedsopkøb samt selskabernes guidance, blev Donald Trump ofte bragt på banen som noget af det første på møderne med selskabernes ledelser.

Trump har ofte udtalt, at hans første handling som præsident bliver at afskaffe sin forgængers sundhedsreform. Hvad, der skal erstatte ObamaCare, ved ingen uden for Trump-regeringen på nuværende tidspunkt, men faktum er, at han allerede på indsættelsesdagen underskrev et præsidentielt dekret om ”at minimere ObamaCares økonomiske byrde på de offentlige finanser”. Eller sagt på en anden måde: Det første skridt i dens afvikling er taget.

Konsekvensen kan blive, at op imod 18 millioner amerikanere risikerer at miste deres sundhedsforsikring, men i ugen op til sin indsættelse udtalte Trump, at alle amerikanere fortsat vil være forsikrede i fremtiden. Gør det så nogen forskel?

Lad os spole tiden tilbage
Dét, Obama gjorde i  2010, var at hæve fattigdomsgrænsen for, hvornår amerikanerne fik adgang til Medicaid, med 38 procentpoint. Medicaid er en sygeforsikring, der er målrettet den fattigste del af befolkningen. Obama indførte desuden, at arbejdsgivere med flere end 50 ansatte skulle tilbyde deres ansatte en forsikring – ellers risikerede arbejdsgiveren en bøde. Man skal huske, at dengang Obama fik gennemført sin sundhedsreform, var det i begyndelsen af hans første periode, og dengang havde demokraterne flertal i begge Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Rent ideologisk ligger ObamaCare langt fra republikansk tankegang, og nu, hvor der både er republikansk præsident samt rødt flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, er det naturligt at forvente, at ObamaCare snart hører fortiden til.

På kort sigt kan afskaffelsen af ObamaCare være et usikkerhedselement, men jeg forventer, at republikanerne ønsker en så smidig overgang som muligt. Nøjagtigt som Trump indikerede i forgange uge – men hvorfor? Svaret er politik.

Vil ikke risikere samme skæbne som demokraterne
I november 2018 er der såkaldt midtvejsvalg. Her skal befolkningen stemme om samtlige 435 sæder i Repræsentanternes Hus og 33 ud af 100 pladser i Senatet. Hvis en stor befolkningsgruppe risikerer at stå uden forsikring, kan det skabe negative historier i medierne – og dermed mindske chancen for republikansk genvalg.

Hvor nogle politiske analytikere vurderede, at ObamaCare var en kraftigt medvirkende årsag til, at demokraterne tabte flertallet i Senatet og Kongressen i 2010, risikerer republikanerne at lide samme skæbne i 2018, hvis afskaffelsen ikke bliver udført blidt. Derfor forventer jeg ikke, at afviklingen af ObamaCare vil få drastiske konsekvenser for medicinal- og bioteksektoren.

Medicinalpriser i fokus
Hvis Trump skulle have for øje at reducere medicinprisen for de ældre, der er forsikret under Medicare, som er en offentlig sygeforsikring til borgere over 65, så forventer jeg, at det kun vil betyde en marginal til begrænset reduktion af indtjeningen for de amerikanske og europæiske medicinal- og biotekselskaber.

Jeg vurderer sandsynligheden for, at Trump vil indføre deciderede prislofter på medicin, som lav, idet republikanerne historisk set ønsker, at medicin først bliver tilgængeligt på det amerikanske marked. Indførelsen af prisloft vil være i modstrid mod dette mål, idet medicinal- og biotekselskaberne i større grad vil orientere sig mod andre markeder, når ny medicin skal introduceres.

Optimisme på vestkysten
Efter en uge i San Francisco er min generelle fornemmelse, at investorerne er optimistiske for medicinal- og bioteksektorens udvikling grundet udsigten til republikansk flertal. Det skyldes forventningen om, at det republikanske lederskab vil sænke selskabsskatten, hvilket vil være yderst positivt for selskabernes indtjening.

Derover ønsker republikanerne at gennemføre en reform, der sikrer en lavere skat på kapital, der bliver tilbageført til USA, selvom den er genereret i udlandet. Denne kapital vil enten kunne bruges på tilbagekøbsprogrammer af aktier eller øget opkøbsaktivitet selskaberne imellem. Selvom investorerne forventer skattereformerne bliver gennemført, er det naturligvis ingen garanti, ligesom der altid er risici forbundet med at investere i aktier.

Klummen skal ikke anses som en købsanbefaling fra Danske Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du foretager en investeringsbeslutning.

Kommentarer