• OMX Copenhagen 20 CAP 1.184,02 0,38%
  • OMX Helsinki 25 4.071,78 0,46%
  • OMX Stockholm 30 Index 1.661,64 0,89%
  • OSEBX Benchmark Index 793,06 0,71%
  • OMX Nordic 40 1.651,61 0,71%

Indeks by 

Indeks Dag I år
DAX 30 13.026,32 +0,28% +13,46%
CAC 40 5.374,86 +0,12% +10,54%
NASDAQ 100 4.804,00 Lukket +3,92%
OMX Stockholm 30 Index 1.661,64 +0,89% +9,52%
OMX Copenhagen 20 CAP 1.184,02 +0,38% +16,12%
OMX Helsinki 25 4.071,78 +0,46% +10,64%
OSEBX Benchmark Index 793,06 +0,71% +15,97%

Realtid +15 min.

Valuta

Indeks Dag I år
EUR/DKK 7,44383 +0,00% +0,009
SEK/DKK 0,77266 +0,04% -0,004
NOK/DKK 0,79072 +0,05% -0,034
USD/DKK 6,30565 +0,26% -0,743
GBP/DKK 8,28584 +0,15% -0,406
CHF/DKK 6,42078 -0,36% -0,510
JPY/DKK 0,05562 -0,44% -0,005
Kina gør krav på enorme havområder i Det Sydkinesiske Hav i en konflikt, der i værste fald kan sætte regionen i brand. Foto: Scanpix  

Kinas magtkamp til søs

Af Jørgen Munksgaard Rasmussen
Publiceret

Med Kinas kraftige vækst er fulgt en styrket selvforståelse som regional supermagt, og det skaber konflikt.

Kina gør i dag stædigt krav på enorme havområder i Det Sydkinesiske Hav i en langvarig, ulmende konflikt, der i værste fald kan sætte regionen i brand. For investorer er situationen i Det Sydkinesiske Hav en påmindelse om, at der altid er markant større politisk risiko ved investering i nye markeder.

På vores breddegrader har de færreste hørt om Spratly-øerne, og det er med god grund. Den lille øgruppe i Det Sydkinesiske Hav består blot af nogle uanseelige småøer samt en række gudsforladte koralrev og skær, og tilsammen udgør øernes oprindelige areal blot omkring to kvadratkilometer spredt over et enormt havområde på mere end 425.000 kvadratkilometer.

Da den britiske kaptajn og hvalfanger Richard Spratly i 1843 opdagede øgruppen, havde han derfor næppe fantasi til at forestille sig det postyr, som øgruppen har udløst her i det 21. århundrede. I dag er øgruppen selve epicentret for en storpolitisk konflikt, der er blevet et stort, åbent sår i Sydøstasien uden udsigt til at hele. Spratly er blevet et symbol på Kinas regionale stormagtsdrømme, der er fulgt med landets enorme vækst i de seneste årtier og den styrkede kinesiske selvforståelse.

Selv om Spratly-øerne ligger omkring 1.000 kilometer fra det kinesiske fastland og langt tættere på Filippinerne, Brunai, Malaysia og Vietnam, påberåber Kina sig retten til øgruppen og dermed også farvandet omkring øerne. Længere nordpå ligger Paracel-øerne, som kineserne også mener sig berettigede til, og begge steder har kineserne støt og systematisk befæstet sig med militære installationer og etableret kunstige øer.

Med afsæt i retten til de to øgrupper gør kineserne krav på hele farvandet inden for en U-formet linje, som smyger sig ned langs kysterne af Filippinerne, Brunai, Malaysia og Vietnam og opsluger Taiwan. Det svarer samlet set til op imod 90 pct. af arealet i Det Sydkinesiske Hav, og det er – mildest talt – et kontroversielt krav. Men kineserne blinker ikke et sekund.

Forfatter og Asien-kender Bill Hayton er tilknyttet den britiske tænketank Chatham House, og han ser tre årsager til den kinesiske interesse:

“For det første har kineserne nogle strategiske grunde, som blandt andet går ud på at få uhindret adgang til Stillehavet og beskytte deres egne forsyningslinjer. For det andet har Kina også nogle nationale årsager, hvor Kina i dag føler sig tilstrækkelig stærkt til at kræve, hvad de selv opfatter som kinesisk territorium. Og endelig har Kina en interesse i de formodede olie- og gasressourcer samt i fiskeriet i området,” forklarer han.

Engang var det alles kamp mod alle
For få årtier tilbage var Spratly-øerne centrum for en alles kamp mod alle, hvor de enkelte lande hver især tilranede sig kontrol over dele af området. Allerede i 1956 slog Taiwan til og besatte den ubeboede ø Taiping Island i Spratly-øgruppen, og i dag bebos øen af militært personel fra Taiwan og en gruppe videnskabsmænd. Siden besatte filippinske tropper nogle småøer og rev, derefter fulgte det daværende sydvietnamesiske regime og siden Malaysia, før kineserne gjorde deres indtog. I 1988 udviklede en strid om revet Johnson South Reef i Spratly-øgruppen sig til en direkte væbnet konflikt mellem Kina og Vietnam med 64 døde vietnamesere og kinesisk sejr til følge.

I dag står fronten mellem Kina på den ene side og de mindre lande på den anden side, efter kineserne har udviklet sig til en langt større og mere dominerende magtfaktor end tidligere. De mindre lande føler sig mobbet ud af Det Sydkinesiske Hav af kinesiske trawlere og kystbevogtningsskibe, og så sent som i midten af juli i år afgjorde Den Internationale Domstol i Haag, at kineserne ikke har territoriale rettigheder over Spratly-øerne og dermed ikke må forhindre filippinske fiskerbåde og olieefterforskningsfartøjer i at operere i farvandet omkring Spratly-øerne. Men afgørelsen gjorde tilsyneladende kun ringe indtryk på den kinesiske regering i Beijing. Herfra lød reaktionen fra forsvarsminister Chang Wanquan, at “Kinas suverænitet over Det Sydkinesiske Hav ikke er påvirket af afgørelsen fra Haag.” Eller sagt med andre ord: Rend og hop.

Kineserne anvender salami-metoden
På det nationale forsvarsakademi i Taipei på Taiwan giver assisterende professor Li-Chung Yuan sin udlægning af begivenhederne og kinesernes strategi, som han betegner som mikro-aggressiv. Han henviser til, at Kina stille og roligt forsøger at ændre den territoriale status quo gennem salami-metoden, hvor kineserne gradvist overtager kontrollen med den ene ø efter den anden.

“Kinas taktik er at opnå en gradvis og stigende fordel i striden om Det Sydkinesiske Hav og i samme ombæring undgå at ophidse nabolandene alt for meget. Der er tale om en lavintensitets-taktik, som indebærer konstante og samtidige provokationer over for de lande, som gør deres territoriale krav gældende i området. Fordelen er, at Kina dermed begrænser risikoen for, at en konflikt kommer ud af kontrol, til et acceptabelt niveau,” forklarer han.  

I dag har kineserne et solidt fodfæste på Paracel-øerne og udbygger løbende deres position på Spratly-øerne gennem opbygningen af kunstige øer. Samtidig ligger både Kina og Filippinerne på lur for at plante et flag på Scarborough Shoal 127 sømil vest for Filippinerne, ud for Manila. Scarborough Shoal er en ubeboet atol, som i et skrækscenarie fra forfatter og Asien-kender Bill Haytons bog ‘The South China Sea’ bliver den gnist, der sparker gang i en storpolitisk og militær krise med nukleart potentiale. Atollen er i dag omringet af kinesiske fartøjer, der forhindrer andre skibe i at sejle ind i lagunen.

Amerikanerne er dybt involverede
Konflikten i Det Sydkinesiske Hav er mere end blot et regionalt anliggende, for også amerikanerne er dybt involverede. USA er den dominerende magt på verdenshavene, og selv om amerikanerne officielt har placeret sig på sidelinjen i forhold til de territoriale stridigheder, accepterer de ikke Kinas såkaldte area denial-taktik, hvor kineserne forsøger at dominere området ved at afvise udenlandske flådefartøjer.

I de senere år har USA øget sin militære tilstedeværelse i regionen, og rutinemæssigt lader amerikanerne demonstrativt flådefartøjer og fly patruljere inden for de områder, kineserne opfatter som deres territoriale grænser.

USA’s interesse i området rummer både strategiske og økonomiske begrundelser. For det første er USA’s alliance med Japan og Filippinerne ikke meget værd, hvis amerikanernes flåde ikke har fri passage til deres allierede. For det andet betragter amerikanerne fri transport af varer kloden rundt som en vigtig del af fundamentet for det amerikanske økonomiske system og den internationale handelsorden.

På den baggrund ser Li-Chung Yuan fra forsvarsakademiet på Taiwan vægtige grunde til, at hverken Kina eller USA vil give sig i striden om kontrollen over Det Sydkinesiske Hav.

“Amerika vil ikke opgive sine vitale interesser i regionen, og på samme måde vil Kina ikke trække sig tilbage, nu hvor de efter årtier med høj økonomisk vækst og massiv udbygning af militæret næsten har nået et stadium, som vil tillade dem at spille rollen som en regional supermagt,” fastslår han.

I nogle tilfælde har USA’s patruljeringer resulteret i fysiske konfrontationer med kinesiske fartøjer som under den såkaldte Impeccable Affair i 2009. USNS Impeccable var et såkaldt overvågningsfartøj, der var ejet af den amerikanske regering og blev opereret af den danske shippinggigant A.P. Møller – Mærsk. Som et særligt raffinement var skibet udstyret med et halvanden kilometer langt kabel spækket med sensorer, som blev trukket efter fartøjet.

I maj 2009 blev skibet antastet af kinesiske trawlere, som sejlede tæt op ad fartøjet og blandt andet forsøgte at kappe kablet, mens et kinesisk kystbevogtningsskib overvågede situationen på afstand. Efter nogle dages skærmydsler valgte det amerikanske overvågningsfartøj at trække følehornene til sig og fortrække fra området.

Skrækscenariet er en løbsk konfrontation
Episoden er ikke enestående. Jævnligt kommer det til nærkontakt mellem de to stormagter både i luften og til søs. Amerikanske fly bliver skygget i luften, hvilket af og til udvikler sig til faretruende situationer som i maj i år, hvor to kinesiske jagerfly angiveligt kom meget tæt på et amerikansk spionfly.

Til søs bliver amerikanske flådefartøjer ligeledes fulgt tæt, men indtil videre er det lykkedes at undgå egentlige konfrontationer. Skrækscenariet er naturligvis en konfrontation, der løber løbsk. Så vidt tror Li-Chung Yuan dog ikke, at det kommer:

“Våbenkapløbet i regionen og den kinesiske militarisering af de besatte øer vil helt sikkert accelerere. Ikke desto finder jeg det usandsynligt med en væbnet konflikt, da alle parter forstår risikoen,” siger han.

Men jo mere kineserne befæster deres position på Spratly-øerne, jo sværere bliver det at få dem væk igen uden fysisk konfrontation. Og i USA vurderer Bill Hayton, at det forestående præsidentvalg i USA i november i år kan give kineserne anledning til at udfordre situationen yderligere.

“Vi kender ikke Kinas næste træk, men vi kan se, at Kina forsøger at skræmme nabolandene, mens de på den anden side ikke ønsker en konflikt med USA. Jeg kunne dog forestille mig, at Kina efter præsidentvalget vil forsøge at teste USA’s vilje til at sætte sine ønsker igennem,” lyder hans vurdering.

Kommentarer